Serveren er ikke tilgængelig på dette tidspunkt. Forsøg venligst igen efter et stykke tid.
Alternativt kan du ringe til os på 80 88 45 20 eller email os på danmark@sportingbet.com.
Serveren er ikke tilgængelig på dette tidspunkt. Forsøg venligst igen efter et stykke tid.
Alternativt kan du ringe til os på 80 88 45 20 eller email os på danmark@sportingbet.com.
Backgammon angiver helt snævert et spil for to spillere, Sort og Hvid, der hver begynder med 15 brikker eller mænd på de placeringer, der vises i diagrammet ovenfor, og de flytter dem henholdsvis med og mod uret det antal øjne, som de to terninger viser. Vinderen er den, der først får rykket alle sine brikker hjem fra modstanderens startpunkt.
Ordet betyder i sig selv "back-game" (tilbage-spil), efter sigende fordi størrelsen på vinderens sejr afhænger af, hvor langt hans modstander er kommet i spillet eller, mindre sandsynligt, "fordi brikkerne, når de tages, lægges tilbage" (Skeats Etymological Dictionary of English Language). Ordet dukker første gang op i Cotgraves Engelsk-Fransk ordbog fra 1611, og næste gang i et brev dateret i 1645 med stavemåden "baggamon", som måske gengiver overklassens karakteristiske udtale.
Men ordet Backgammon har langt større anvendelse, i både tid og rum.
Geografisk anvendes det også løseligt om ethvert spil af lignende art, som spilles i lande uden for den engelsktalende verden. De spilles alle på et bræt med 12 spidser, som vist ovenfor, men ellers er der en lang række forskelle. Nogle bruger tre terninger i stedet for to; nogle har andre åbningsstillinger; nogle spiller med, at begge spillere går samme vej i stedet for modsat hinanden; nogle har andre vinderregler og så videre.
Historisk set hænger det også retrospektivt sammen med de umiddelbare forgængere, optegnet i England som Tables fra det 14. århundrede til slutningen af det 17. århundrede, og før det under det latinske navn Tabula, hvorfra Tables er afledt. Men Tables er en overordnet term, der dækker en lang række mere eller mindre forskellige spil, herunder Irish, Doublet, Fayles og mange flere. Disse spil blev erstattet af Backgammon i det 17. århundrede, hvilket sandsynligvis viser den øgede popularitet, som denne udgave af spillet havde fået. Det kan spores tilbage til enklere forgængere omtalt i det 13. århundredes Spanien under navne som Todas Tablas.
Ydermere bruges det ofte til at betegne hele familien af ensartede spil, som spilles i mange af de ældste civilisationer fra de tidligste tider. Det ville være at foretrække, hvis vi kunne referere til hele denne familie som Tables, som er et meget mere overordnet navn - som for eksempel optræder som Tavli på græsk, Tauli på arabisk, Tavole på italiensk, Tafl på dansk, Tawl(-bwrdd) på Walisisk osv. Uheldigvis ville det også være pedantisk at insistere på det.
Når vi derfor taler om Backgammons historie, mener vi hele historien for Tables og ikke kun for denne særlige afart, der spilles i den engelsktalende verden. Selv det at tale om familien som Tables er at adoptere en eurocentreret holdning, idet lignende og muligvis ældgamle spil længe har været spillet vidt omkring og uafhængigt i Asien.
Inden for dette virkeområde ville det være på sin plads at henlede opmærksomheden på det, som alle disse spil har til fælles, ved at definere familien som helhed og sammenligne den med andre brætspilskategorier.
Backgammon er i den bredeste forstand af ordet et væddeløbsspil. Et væddeløbsspil er et spil, hvor to eller flere spillere hver flytter én eller flere personlige brikker fra startpunktet til slutpunktet i overensstemmelse med udfaldet af en frembringer af tilfældige tal - som for eksempel en terning. De simpleste væddeløbsspil er de, hvor hver spiller kun flytter én brik, såsom Slanger og Stiger (USA: Chutes and Ladders). Det faktum, at du kun har én brik at flytte med, giver dig ingen valgmuligheder i spillet, og derfor kan man ikke lægge en strategi, hvilket gør spillet til et simpelt spil om held.
I mere avancerede grupper af væddeløbsspil, repræsenteret af de indiske spil Chaupar og Pachisi, hvor sidstnævnte udvikledes til Ludo (UK) og Parcheesi (USA), hvor hver spiller har fire brikker og for det meste selv kan vælge sine træk i forhold til terningeslaget. Det introducerer et færdigheds- og strategielement, som yderligere øges i de oprindelige indiske spil ved, at de spilles af fire personer i samarbejde to-og-to, selv om hver person kun flytter sine egne brikker.
I Backgammon- eller Tables-familien øges antallet af brikker til mindst 15 pr. spiller (og flere i nogle variationer), og antallet af terninger stiger fra én til to eller tre. Dette øger anvendelsen af færdigheder til en grad, som overdøver tilfældighederne, men dog ikke helt til samme niveau som terningløse, abstrakte brætspil som Skak og Go. Den gamle og nærmest verdensomspændende popularitet for denne type spil skyldes derfor, hvad der ofte beskrives som en nærmest perfekt balance imellem held og færdigheder, som på sin side gør det attraktivt for spiller, der kan lide at have kontrol over udfaldet af deres spil, og det gør endda de bedste i stand til at leve af det.
Nylige udgravninger understøtter, hvad man længe har ment, nemlig at spil af denne type stammer fra flere hundreder af år siden. En forgænger til Backgammon, eller en forløber for det, vides med sikkerhed at være blevet spillet i den romerske del af antikken. Men hvorvidt moderne Backgammon repræsenterer en ubrudt linje derfra, eller om det er en udvikling af et persisk spil kaldet Nard, er et spørgsmål, som forbliver ubesvaret.
Willard Fiske foreslog i sin ufærdige bog med det misvisende navn Skak på Island (Florence, 1905) en nyttig grundplan for denne historiske undersøgelse. Fiske har en inddeling på tre udviklingsperioder, hvortil jeg - i min Oxford History of Board Games (Oxford, 1999) - føjer en fjerde, der dækker de klassiske og forhistoriske varianter, der giver følgende oversigt:
Tabula er også det spil, der primært var ansvarligt for den spillemani, der føg over Rom, før det blev erklæret ulovligt under Republikken. Bøden for at spille på alle andre tidspunkter end Saturnalia var fire gange indsatsen, selv om denne lov kun blev lemfældigt og sporadisk håndhævet. (Fra gammoned.com. Det ville være smart at citere en kilde til denne udtalelse.)
Det ord, som Suetonius brugte for spillet, var Alea, som blot betyder terninger (strengt taget "terning"). Det blev det fortsat kaldt på middelalderens Latin, men i hverdagssproget blev det hurtigt kendt som Tabula, som i bund og grund betyder en flad overflade - og deraf afledt et bræt eller spillebræt. Som sådan gik det ind i byzantinsk og derefter i græsk som Table (to stavelser), hvorfra det moderne, græske Tavli og andre europæiske variationer af ordet kommer. Table er emnet for fire epigrammer af Agathias fra Myrine, hvoraf det ene omhandler en pinlig position, som den byzantinske Kejser Zeno kom i (r. 475-481). Selve det pinlige bliver dog betydeligt nedtonet, hvis vi antager, at spillet blev spillet i modsat retning (hvor spillerne bevæger sig i hver deres retning, som i moderne Backgammon) i stedet for parallelt (hvor begge går i samme retning fra start til slut), hvilket ladet til at være tilfældet her. Og det lader os tilbage at fundere over, hvorvidt Duodecim Scripta var et parallelt eller et modsatrettet spil.
Det bringer os til en periode, som, for Europas vedkommende, forståeligt nok kaldes Den Mørke Tidsalder. Det var en periode, hvor der skete en frygtelig masse historiske ting i form af befolkningsvandringer og sprogskift, men hvor fantastisk lidt er optegnet på skrift, hvilket gør det svært af følge mange forskellige tråde i kulturhistorien og særligt hvad angår spil. St. Isidore fra Sevilla (c.560636) nævner et sådant spil under det gamle navn, Alea, i sit encyklopædiske værk "Origines", hvilket antyder, at det ikke var helt uddødt. Men på dette tidspunkt var det mørke Europas spilletradition ved at skifte til den mere oplyste islamiske civilisation.
Den islamiske bidragsyder til de europæiske tavlespil er eller var det persiske spil, Nard. Det moderne, iranske spil, der stadig spilles under dette navn, er næsten identisk med det angloamerikanske eller internationale Backgammon, selv om det ville være at strække troværdigheden at tro, at det oprindelige spil blev spillet på samme måde. Alle spil udvikler sig, og en betydelig mekanisme inden for spiludvikling er det kontinuerlige sammenspil imellem spilleidéer ("ludemer") i forhold til at låne og låne tilbage imellem kulturerne.
Navnet på spillet optræder første gang i den babylonske "Talmud" (300-500 E.K.) i sin udvidede form Nardshir. "Nard" betyder en cylindrisk træblok, og "shir" betyder løve, hvilket antyder en oprindelse i designet på de brikker, der blev anvendt til at spille med. Det optræder først i sin forkortede form i den Mellempersiske romance "Chatrang-Namak" ("Skaks opfindelse"), en persisk historie fra det 7. århundrede der forsøger at forklare, hvordan skak kom til Persien fra Indien.
Dewasaram, en stor (men opdigtet, eller i hvert fald ikke identificeret) indisk raj, sender sin vizir, Takhtaritus til Nushirwan, den såkaldte Shahanshah (=konge over konger) af Persien (531-578) med mange rigdomme, herunder et overdådigt udsmykket skakspil med smaragder og rubiner. De er alle sammen til Nushirwan, hvis han kan forklare naturen og brugen af skakspillet. Hvis han ikke kan det, kan Nushirwan ikke forsvare den storhed, han selv mener at være i besiddelse af, og han skal returnere rigdommene med renter, og han skal betale skat oveni. Da skak var ukendt for perserne, var Nushirwan mildest talt pinligt berørt. Heldigvis løses problemet af vismanden, Wajurgmihr, som ikke blot indser, at denne chatrang-ting er et krigsspil, men også udleder formålet med spillet og brikkernes bevægelser, og han viser sine evner ved at slå Takhtaritus tolv gange i træk. Som om det ikke var nok, så udregner han et helt nyt spil, Nard, som svarer til Backgammon, og på Nushirwans vegne tager han det med til hoffet i Dewasarm med samme udfordring. Vi behøver vel ikke at sige, at ingen i det indiske kongerige kunne regne reglerne ud. I overensstemmelse hermed modtog Wajurgmihr dobbelt op af skat og indtægt fra Dewasarm, og han vendte tilbage ved godt helbred og med stor modtagelse i Iran.
Hvis denne historie (der gengives i en lidt anden udgave i den arabiske "Book of Kings" fra det 11. århundrede) fastslår, i hvert fald litterært, at Persien er oprindelsessted for Backgammon, så forstærkes det måske af nogle nyligt fundne arkæologiske rester fra Jiroft i det sydøstlige Iran. De omfatter et lavt bord, hvis overflade er et spillebræt bestående af tre parallelle rækker med tolv runde spilleceller, der er dannet af snoningerne af fire slanger. Der er en tom plads i midten, der opdeler banen i to sider, hvilket giver mindelser om Duodecim Scripta, den trerækkede romerske forgænger for Alea/Tabula. Hvis den forsigtige datering til midt i det tredje årtusinde F.K. accepteres, ser det ud til, at forgængeren for Backgammon er omkring 5000 år gammel.
Ifølge deres egne traditioner og ud fra alle tilgængelige beviser, adopterede araberne både Nard og Skak fra perserne efter deres besejring af det, der nu hedder Iran, i det 7. århundrede. At Nard kom først antydes af det faktum, at islamiske lovtraditioner hentyder til dets eksistens i Profetens levetid, men de nævner ikke skak, før efter hans død. En bemærkning om Nard i Gamara (Skak nævnes ikke) eller i den babylonske Talmud, menes at være indsat omkring det 6. århundrede i Syrien, og en tidlig reference til begge spil optræder i et brev fra det 8. århundrede fra Kalif Mahdi, der irettesætter indbyggerne i Mekka for løsagtige vaner som at spille disse spil. På trods af sådanne forbud, kom begge spil til at spille en fornem rolle i arabisk kultur i de følgende århundreder. AlAdli, den første arabiske forfatter til et praktisk værk om skak i midten af det 9. århundrede, siges også at have skrevet en bog om Nard (der nu er gået tabt), og i det 12. århundrede skulle en Muhammad Sukaiker fra Damaskus have skrevet en bog, der skulle vise, at skak var Nard overlegen.
Spillet bredte sig også nordpå i Georgien, til Kalmukkerne i Centralasien, stepperne nord for Astrakhan og ind i Dekkan til Kin og dermed Korea og Japan samt vestpå ind i Europa via Morernes belejring af Spanien.
At Indien siges at være oprindelsessted for Nard/Backgammon, accepteres ikke generelt, men adskillige variationer af spillet beskrives under navnet Pasakakrida i "Manasollasa", en Sanskrit-encyklopædi fra tidligt i det 12. århundrede af en prins i det Calukyanske dynasti. Det er særligt interessant, at der beskrives seks forskellige åbningsformer, hvoraf den ene er det, vi nu anser for at være den almindelige eller traditionelle opstilling. Så vidt jeg kan udlede, er dette det tidligste bevis på det. Ikke desto mindre har væddeløbsspil inden for denne familie aldrig været lige så populære i Indien som landets eget Chaupar.
Den kinesiske udgave af Backgammon, Shuang-lu ("Dobbelt seks"), kendes ved navn fra det 6. århundrede, hvor en Historie for det Sydlige Dynasti refererer til et spil, der spilles i 548 af den kommende Kejser Yuan med en af hans ministre, og det blev i Kina klassikeren af sin art indtil det tidlige 19. århundrede. En træblok fra det 14. århundrede viser to spillere ved et traditionelt træbord, med hævede læber ved kanten, hvis overflade udgør spillebrættet. Brikkerne - der er opstillet som klassisk Backgammon-startopstilling - er ikke flade brikker, men høje og tynde med let flaskeform. En anden væsentlig egenskab ved det kinesiske spil er, at de 24 spidser bogstaveligt talt er spidser (eller mere udvidet - rosetter) i stedet for aflange trekanter som i det vestlige Backgammon, eller simple rektangler som i de gamle forgængere, og at gærdet - den plads, der adskiller de to rækker med seks på hver side - er bredere end i det vestlige spil, og det er udsmykket med en aflang, omvendt halvmåne. Det tidligste kinesiske bræt eller bord af denne type, der blev fundet ved Astana i det østlige Xinjiang, minder meget om et, der blev fundet i et gravkammer fra det 4. eller det 5. århundrede ved Ballana i Sudan. Det sidstnævnte menes at være importeret fra Rom, og det kan repræsentere en type, der kan findes over store dele af det romerske imperium. (Man kender også rosetmarkerede Duodecim Scripta-brætter.)
Enklere brætter af typen med rektangler er også blevet udgravet, hvoraf det ældste er fra et buddhistisk gravkammer fra det 6. - 7. århundrede i Xian. Andre tidlige kinesiske spil i denne familie omfatter Wu-shuo ("Holde spyd") og Chang-xing ("Lang march"). Disse døde ud omkring det 12. århundrede, men man spillede stadig mange lokale varianter af Shuang-lu på dette tidspunkt. Nogle af disse er beskrevet i det 12. århundrede af Hong Zun (1120-1174), som giver denne hjemlige observation:
"I Yan-regionen (Hebei-provinsen) har tehuse ofte brætter, og hvert hus har fem, seks eller over ti. Spillerne kan leje disse brætter for kontanter. Det er som barerne og husene i Zongzhou (Henan-provinsen) gør med deres skakspil. Enhver kinesisk eller khitansk husholdning har et backgammon-bræt. Selv når de rejser på hesteryg, bærer deres tjenere brættet. Terningerne ligger i en lille læderpung." (Fra en artikel af Andrew Lo i "Asian Games; the Art of Contest", N.Y. 2004.)
Hong siger også: "Shuanglu startede i det vestlige Indien, og det kom til Kina under Cao-familiens Wei-dynasti", hvilket reflekterer en vedholdende (men ikke uanfægtet) tradition om oprindelsen. Her skal det bemærkes, at de høje og koniske brikker ikke er typisk for andre kinesiske spil, såsom Wei-qi (=Go), men det er de for spil fra Indien og Persien.
Shuang-lu bredes også fra Kina ud i orienten og bliver til Ssang-ryouk i Korea og Sugoroku i Japan, eller nogle gange Ban-sugoroku for at skelne det fra det senere spil, der ingen sammenhæng har med det tidlige spil. Sugoroku7 er det ældste, kendte brætspil i Japan, og det nød stor popularitet i hele middelalderen, indtil det blev overskygget af det vestlige Backgammon fra omkring begyndelsen af det 17. århundrede. En kronik fra det 8. århundrede beskriver, at Kejser Jito forbød sugoroku "fordi, i landets højeste administrative kontors øjne, nærer spillet spillemani, og de, der bliver fanget af det, glemmer deres arbejde og grundlæggende pligter". Det blev spillet meget af aristokratiet, og fra det 12. århundrede synes det at være blevet administreret af regeringsrepræsentanter. Ud over at være et spil, tjente Sugoroku også et usædvanligt, rituelt formål i forbindelse med børnefødsler. En dagbogsoptegnelse fra det 14. århundrede beskriver, at man i et værelse, der stødte op til fødselsrummet, udførte to på hinanden følgende royale samlinger i bøn for let fødsel, og det siges, at ritualet med at kaste terningerne i fem dage efter fødslen blev udført i en aristokratisk husholdning op til nyere tider. Men hen imod slutninger af det 19. århundrede tog den japanske regering hul på en aktiv politik om vesternisering, der bl.a. resulterede i, at Sugoroku forsvandt og blot blev et minde om en svunden, feudalistisk fortid. Vestlig Backgammon har fået stor agtelse siden slutningen af Anden Verdenskrig.
Nard kom utvivlsomt til Europa i løbet af det 8. århundredes Morerbelejring af Spanien, eller via den italienske handelsrute, eller begge. Kontakt med den islamiske verden var medvirkende til, at den såkaldte Mørke Tidsalder i Europa blev afsluttet. Den øgede kulturelle aktivitet efter årtusindskiftet og skriftlige optegnelser omfatter, hvad der nu synes at være en renæssance af udbredelsen af brætspil, der blev efterfulgt i det 14. århundrede af kort og kortspil, en anden importvare fra det arabiske østen. Spil af Backgammon-typen blomstrede på det europæiske kontinent i denne periode - som regel med det overordnede navn Tabulae i skriftsproget (Latin) og lignende spil i de spirende, nationale sprog, såsom Tables på fransk og engelsk, Tavole på italiensk, (Wurf-)Zabel på tysk, Tavli på græsk og så videre.
Hvis vi spørger, om Tables repræsenterer fortsættelsen af en europæisk tradition, der strækker sig tilbage til de romerske Tabula-, Alea- og Duodecim Scripta-spil, eller det er en direkte afart af den arabiske udgave Nard, så må svaret klart være en kombination af disse to. Der er ingen grund til at tro, at det romerske spil døde helt ud i Den Mørke Tidsalder, og det er mere sandsynligt, at med introduktionen af Nard - uden tvivl i mange forskellige udgaver - tilpassede det nye spil sig simpelthen til en eksisterende tradition, der påvirkede det i højere eller mindre grad forskellige steder. Det er vigtigt at huske på, at Tables beskriver - nu som dengang - ikke ét fast og uforanderligt spil, men en lang række spil, der ligner hinanden, og som spilles på et bræt med 24 spidser med (normalt) 15 hvide og 15 sorte brikker samt to eller tre terninger, hvilket dog ikke længere er så tydeligt i vesten grundet det angloamerikanske Backgammon-spils kulturelle overherredømme. Nogle af disse spil blev spillet med tre terninger og alle brikkerne væk fra brættet eller stablet på stjernepunkterne, som i romersk tradition; andre med to terninger og ud fra en fast startopstilling (som moderne Backgammon), som er almindeligt i de fleste østlige varianter af Nard og dermed formodentlig i det persiske spil; og andre igen med varianter afledt af forskellige kombinationer af de to traditioner.
Imidlertid skal det bemærkes, at ordet "tabula", som oprindeligt betegnede det bræt, som spillet blev spillet på, samt selve spillet, efterfølgende blev til "tabularium" (hvoraf for eksempel det franske "tablier" kommer), som angiver det bræt, hvorpå "tabulae" eller "brikker" blev spillet. Dermed betyder flertalsformen Tables faktisk brikker på stort set samme måde som det franske ord for skak, "Echecs", er flertal, fordi det betyder "det spil, der spilles med skakbrikker", og som de amerikanske spillere kalder dambrikker for "checkers", hvilket oprindeligt betyder "brikker, der spilles på et ternet bræt" - hvorved man morfer essentielt firkantede former ind i essentielt runde ting! Navnet "Merels" (eller Morris) betegner det andet store brætspil på denne tid, som også kommer fra et ord, der betyder "spille-brikker".)
Ved en yderligere - eller måske parallel - udviklingsproces kom "table" til at betegne et kvart "tabularium". I visse kontekster antydede Tables også de to kvarte af den ene spillers side af brættet (på langs), eller de to kvarte i højre eller venstre side af brættet, som er opdelt af gærdet. Sidstnævnte var særligt passende med udviklingen af de typiske, europæiske spilleborde, der bestod af to hængslede plader med hævede kanter på den ene side. Når det er lukket til en kasse med skakbrikker og øvrige spillebrikker til Dam, Halatafl eller Kongens Bord, viste overfladen et ternet bræt på den ene side og et bræt til Halatafl/Kongens Bord, da det var disse spil, der blev spillet "uden for (= oven på) bordet" i modsætning til de spil, der blev spillet "inden for (= inden i) bordet", dvs. Backgammon og dennes slægt - når kassen var åbnet. Det billede, der blev frembragt af den hængslede sammenfæstning af to halvdele, gav også anledning til den praksis, at man refererede til spillebordene som "et par borde" på middelalder-engelsk.
Vores viden og middelalderens europæiske Tables kommer fra en række kilder, hvor England var særligt tidligt ude på dette punkt. I "Exeter Book", som er en samling af Anglosaksisk poesi fra det 10. århundrede, er der en reference til to spillere, der "sitting at tables" (altså spillet Tables, ikke møblet table (bord)), mens et manuskript på British Museum (Kings 13 A.xviii) beskriver otte spil i familien, der spilles omkring 1300 E.K. Det første af disse spil, kaldet Ludus Anglicorum (englændernes spil), der mentes at være det mest populære og dermed beskrevet i større detaljer, er ikke Backgammon, som vi kender det, men det der er kendt som Emperador i Spanien og Testa i Italien. Det spilles med tre terninger, eller to og et nominelt tredje slag på 6; hver spiller begynder med 15 brikker på det modsatte stjernepunkt; og der er positionsgrader for at vinde, kaldet "limpolding" og "lurching". Den grundlæggende opstilling af dette tre-terningspil (nogle gange kaldet Long Game, Long Backgammon, Longammon og deslige) minder mere om den romerske end om den arabiske tradition.
Mere spektakulært end dette relativt obskure manuskript er den fantastiske bog om spil, der blev bestilt af Kong Alfonso "den vise" af Spanien, som generelt dateres til 1283. Det smukt illustrerede Alfonso-manuskript - herefter "Alfonso" - indeholder detaljerede beskrivelser af mange varianter af spil, herunder Skak, Terninger, Tables og Halatafl, nogle af hvilke der kendes vidt og bredt, mens andre tydeligvis er opfundet eller designet særligt til det kongelige spanske hof. Der beskrives omkring 15 spil, herunder Emperador (Long Game) og noget, der minder mere om moderne Backgammon, under titlen Todas Tablas, hvilket betyder Alle borde. (Årsagen til dette navn forklares ikke tilfredsstillende, men det er muligvis, fordi den indledende opstilling af brikker involverer placering af nogle af ens egne brikker i hvert hjørne af brættet, i modsætning til spil fra den romerske tradition, hvor brikkerne kommer på brættet fra hånden eller stables på stjernepunkterne.)
Andre væsentlige dokumenter fra Frankrig, Italien og mange andre europæiske lande vidner om den brede popularitet, som forskellige Tables-spil nød op til det 15. århundrede, hvor de kom op imod på den ene hånd introduktionen og udbredelsen af kortspil, som fangede de Tables-spillere, der først og fremmest nød selve spilleelementet, og på den anden hånd de omfattende forbedringer, der var sket med Skak og Dam, som mere effektivt fangede de, der foretrak den intellektuelle udfordring. Disse forhold, måske sammen med en befolkningsnedgang grundet Den Sorte Død og dernæst befolkningsopgang med en betydeligt yngre generation, resulterede i en nedgang i antallet af Tables-varianter til fordel for et eller to større spil, der havde forbindelse til de forskellige hjemlande. Så franskmændene udviklede for eksempel deres nationalspil Tric-trac, et spil der vindes ved at få point for at opnå visse sammensætninger, og tyskerne udviklede Puffspiel, som mere er et parallelt end et modsatrettet spil.
I det 16. århundrede i England var det mest populære spil af sin art spillet med det spøjse navn "Irish", et navn der første gang er optegnet i 1588, og der er stadig ingen tilfredsstillende forklaring på navnet. Det skulle udvikle sig til Backgammon fra omkring slutningen af århundredet, hvor den første optegnelse med dette navn, som vi har set, var i 1611.
To store nyskabelser skelner Backgammon fra Irish: spil med doblerterning og introduktionen af vindergrader baseret på, hvor langt tilbage ens modstander er på sluttidspunktet. Særligt vandt du et enkelt spil, hvis du fik alle dine brikker rykket hjem, og din modstander var begyndt at flytte sine brikker hjem, dobbelt, hvis du afsluttede med et dobbeltslag, tredobbelt eller "backgammon", hvis du afsluttede, før din modstander fik nogen brikker hjem, og firdobbelt, hvis dette skete med et dobbeltslag til sidst. Men mens det synes sandsynligt, at spillet fik sit navn fra den nyligt omfundne tredobbelte vindermetode, hvor taberen er "bagud i spillet", eller "backgammoned" (bagudspillet), kan der ikke være nogen tvivl om, at ordets betydning bogstaveligt talt er "back game" (tilbagespil). Et forslag, man sommetider støder på, er, at det er afledt fra walisisk "bach" (=lille), men det er lige så vanvittigt som afledningen af "pingvin" fra walisisk "pen gwyn" (=hvidt hoved). "Gammon" kan henvise til et stykke bacon, men det fortolkes mere pålideligt som en typisk lykkeridder-stavemåde fra det 17. århundrede - i dette tilfælde fra "gamen", en ældre form af "game". Ved senere udvikling blev det ekstra vinderpoint for et dobbeltslag til sidst afskaffet; den oprindelige backgammon (tredobbelt) blev reduceret til en dobbelt og blev blot kaldt gammon; og backgammon tredobbelte vinderpoint blev omdefineret til den nuværende form.
Idéen med flere vindermetoder var ikke i sig selv helt ny. Tidligere udgaver af Tables omfattede en dobbelt vinder eller "lurch", hvis man fik alle brikker hjem, før modstanderen havde fået en eneste hjem. Da dette af nogen er blevet fortolket som en fejl, der er opstået på grund af forvirring med Pindespil, bør vi måske huske på, at det allerede er forekommet i referencen (ovenfor) til Long Game, Ludus Anglicorum. (I sidste ende er det afledt via fransk fra et tysk ord, der betyder venstrehåndet eller måske mere passende "forkert-fodet".) Backgammon kappedes i nogen udstrækning med sin umiddelbare forgænger, som antydet i denne reference fra en brevskriver i 1645 "Selv om du har lært at spille Baggammon, må du ikke glemme Irish, som er et mere fast og seriøst spil".
Adskillige spil i kategorien "inden for bordet", der stadig blev spillet i det 17. århundrede, er beskrevet i tre samtidskilder, nemlig Charles Cottons "Compleat Gamester" fra 1674, Francis Willughbys "Book of Plaies" (=Spil) fra cirka samme tidspunkt, der består af håndskrevne poster i en stor notesbog samlet over adskillige år, og Randle Holmes' "Academy of Armory" fra 1688. Derudover skrev Thomas Hyde (på Latin) en historie om brætspil med særlig fokus på "Nerdiludus" - spillet Nard antageligt for nørder - men den koncentrerer sig mere om sproget og litteraturen omkring emnet end om selve spillereglerne.
Cotton beskriver i en rækkefølge, der antyder relative statusgrader, spillet Irish, Backgammon, Tick-tack, Doublets, Sice-Ace og Catch-Dolt, hvoraf han anser de sidste tre som "fjollet tidsfordriv… latterligt at bruge tid på". Holme følger præcis samme mønster, og han kan ignoreres, idet han ikke kan tilføje noget af værdi. Willughby - mere omfattende, mere oplysende og sjovere, idet han kun skrev for sin egen fornøjelses skyld - begynder med en beskrivelse af spilleudstyret, og derefter beskriver han Doublets, Tick-tack, Irish og Backgammon.
Om Irish siger Cotton, at det er "er gennemtænkt spil, og det kræver gode evner at spille det godt, særligt Efterspillet. Det kan ikke læres på anden måde end ved at observere og øve sig." Willughby giver flere tekniske detaljer, men på en sjovere facon spørger han om, hvorvidt det hedder Irish, fordi irerne opfandt spillet, og han kommenterer: "Ordsproget siger: En irer er ikke død, før hans hoved er hugget af", hvilket muligvis antyder, at spillet aldrig er rigtig vundet, før den sidste brik er rykket hjem.
Tick-tack ligner det franske Tric-trac, og det har sin egen mærkværdige terminologi. Som Cotton siger: "Nogle spiller dette spil med Toots, Boveries og Flyers; Toots er, når du fylder brættet ved dit hjem, og du skal bruge små slag … Boveries er, når du har en brik på det elvte punkt på din egen side, og en anden på samme punkt på din modstanders punkt. Flyers er, når du flytter en brik rundt på brættet, før din modstander er kommet ud over sin første kvarte ...") Willughby anvender lignende terminologi med Rovers i stedet for Flyers, og han giver en liste over "latterlige navne og sætninger" af rimende art, som anvendes til at betegne særlige terningeslag, nærmest som det sprog, der anvendes ved opråb af Bingo-tal i Storbritannien i dag. For eksempel forvandles "Trey-Ace" til "Trash and trumperie", "Cinque-ace" til "Single Alse and Ile Whistle" og så videre.
(Imidlertid er de numeriske betegnelser, ace, deuce, trey, quater, cinque, sice, der betegner terningekast og til en vis udstrækning spillekort, levn fra Anglonormansk, det franske som William Erobreren og hans adelige efterkommere i omkring 200 år efter den uretmæssige belejring af England i 1066.)
Doublets er mere som Shut the Box end noget andet, idet alt, hvad spillerne gør, er at placere deres brikker i overensstemmelse med terningekastene, og derefter - uden at flytte dem - når alle er på plads, bruges de næste kast til at fjerne dem alle sammen igen. Willughby sagde: "Dette er det mest barnlige spil blandt Tables, hvor det kun er tilfældet og stort set ikke evnerne, der afgør resultatet.
Sice-Ace (Cotton) siges af Murray i hans "History of Board Games Other than Chess", s. 123, at være et almindeligt ikke-Tables terningespil, men Cottons beskrivelse får det dog til at lyde som et Tables spil.
En egenskab ved Catch-Dolt (Cotton) er, at det spilles af fire personer, og når et par har rykket alle deres brikker hjem, fortsætter de med at spille ved at bruge de efterfølgende slag til at flytte modstanderens brikker hjem, hvor de slår modstanderens hånd for hver brik, de får hjem.
Ingen af dem giver hæderspladsen til Backgammon. Willughby behandler det til sidst, og han afslutter med denne kommentar: "Af alle spil i kategorien Tables, anses Irish for værende det bedste". Men han læste ikke skriften på væggen. I 1694 beskriver Thomas Hyde Backgammon som det mest spillede spil ("usitatissimum) i kategorien Tables, og han havde utvivlsomt ret. På dette tidspunkt anvendes ordet "Tables" ikke længere, og Backgammon havde taget sejren hjem.
Ved starten af det 18. århundrede havde Backgammon så etableret sig som det fremmeste af engelske spil, der blev spillet "inden for bordet". Men det fremmeste for hvem? I første omgang var det fortsat blandt borgerskabet og det "fine selskab", som bevidnet af det faktum, at Edmond Hoyle efter succesen med hans ekstraordinære indflydelsesrige "Treatise on Whist" i 1742 efterfølgende rettede sin opmærksomhed imod Backgammon. Det er blevet sagt, at han var den første, der kodificerede de officielle spilleregler, men faktisk - som i alle hans værker - antog han, at alle kendte reglerne, og derfor koncentrerede han sig om, hvordan man spiller det godt, eller i det mindste med succes. Men senere lader det til, at det oplevede en social nedtur, så at sige, særligt i byerne. Det var på det tidspunkt, hvor kaffehusene som spillecentre blev erstattet af gentlemenklubber, hvor de fremmeste spil var adskillige udgaver af kortspil sammen med EO, forgængeren for roulette. Folk, der spillede mere intellektuelle spil, fokuserede mere på Skak og - på dette tidspunkt - Dam.
Tidens litteratur har tendens til at associere Backgammon med en slags hyggelig fornemhed forbundet især med den landlige præstestand. Provst Swift spørger sarkastisk i et brev til en ven på landet: "På hvilken fod står du med præsten i sognet; kan du spille Backgammon med ham?" Det er det foretrukne tidsfordriv i Oliver Goldsmiths "Vicar of Wakefield" (1766), som giver os følgende indsigt i hans familiens underholdning
"Gå ud, drikke te, landballer og panteleg fik resten af dagen til at gå, uden brug af kort, idet jeg hadede alle former for spil, med undtagelse af backgammon, som min gamle ven og jeg sommetider spillede. Ej heller kan jeg her glemme et uheldsvangert forhold, der opstod sidste gang, vi spillede sammen; jeg ville blot slå en firer, og dog slog jeg seks og et fem gange i træk".
Og i 1735 opsummerer Soame Jenyns fyndigt det hele i en skøn forening
Gode bøger, sikre heste, god spiritus / Billard, backgammon og præsten.
I de første år af det 19. århundrede bemærker Joseph Strutt i "The Sports and Pastimes of the People of England" - "Tables mødes i sandhed ofte nok på landstederne; men ved nærmere eftersyn vil man typisk finde, at der ikke er brikker nok, terningerne er blevet væk, eller noget andet er hændt, der gør dem ubrugelige. Backgammon er utvivlsomt en adspredelse, som ikke er egnet til selskab, hvor kortspil kan behage på en mere omfattende måde; og derfor undrer det ikke, at disse har vundet indpas."
Fra litterære kilder kan Backgammons reducerede status opfattes ved det faktum, at Jane Austen, Strutts samtidige og datter af en landpræst, finder nydelse i at udbrede sig om kortspil i alle sine romaner, men dårligt nævner Backgammon.
Backgammons renæssance i det 20. århundrede stammer fra introduktionen af doblerterningen i en amerikansk klub i 1920'rne. Dette indsatsforhøjende remedium har seks sider med tallene 2, 4, 8, 16, 32 og 64. Spillet starter med indsatsen gange 1. Begge spillere kan, før deres tur, tilbyde at doble indsatsen ved at give terningen til modstanderen med tallet 2 øverst. Hvis modstanderen trækker sig, vinder dobleren et enkelt spil; hvis modstanderen accepterer, fortsætter spillet for indsatsen dobbelt op. Dernæst kan modstanderen før sin tur tilbyde at gange indsatsen med fire ved at give terningen til modstanderen med firtallet øverst … og så videre efter samme princip. Det er stadig muligt at vinde en "gammon", hvorved den viste indsats på doblerterningen fordobles, men "backgammon", der skulle give indsatsen 3 gange igen, og som gav spillet sit navn, da det blev introduceret første gang i det 17. århundrede, anvendes nu stort set ikke længere, med mindre dette aftales på forhånd.
Alle taler om dette remedium, som om det er en fantastisk opfindelse, som aldrig kunne være forekommet i gamle tider, men fra historikernes synsvinkel er der intet nyt i det. Sidst i det 17. århundrede beskrev Francis Willughby en proces, hvor man dobler og gendobler indsatsen i Ticktack, hvorved han frembragte en variant, som han kaldte Vie Ticktack. Og i det 12. århundredes "Manasollasa" gives der i afsnittet om Pasakakrida råd om positioner i spillet, hvor det er tilrådeligt at doble indsatsen.
Derfor var det 20. århundredes opfindelse altså ikke i sig selv nyskabende hvad angår at doble indsatsen, men nærmere at man doblede ved hjælp af noget ekstra udstyr, doblerterningen, som har den yderligere fordel, eller i det mindste funktion, at den kan sætte en øvre grænse for det antal gange, en indsats kan dobles. I hvert tilfælde blev det angloamerikanske Backgammon noget af en modedille på begge sider af Atlanten hen mod slutningen af 1960'erne, og det blomstrede for alvor op i halvfjerdserne. I 1967 indledte man en årlig verdensmesterskabsturnering, som er blevet afholdt i Monte Carlo hvert år siden 1976. I 1972 blev det vundet af Oswald Jacoby, som - i samarbejde med John Crawford - to år tidligere udarbejdede den første seriøse Treatise om spillet, der er skrevet på engelsk, siden Hoyles i 1743.
(Men selv om det måske var seriøst historisk og analytisk, så var det på ingen måde trist læsning, idet det var oplivet af anekdoter som denne: "I alle spil er der et tabersyndrom, som får folk til at fortsætte, selvom de er bagud, og grave sig dybere og dybere ned i suppedasen. Doblerfunktionen i backgammon gør dette syndrom langt mere farligt. Psykologisk set er det meget lettere at sige: "Lad os sætte terningen på 2 eller 4", end det er at sige: "Lad os doble indsatsen". Derudover får dette syndrom taberen til at doble for tidligt og acceptere dobling, som han burde afslå. Næsten alt kan ske, når en spiller bliver fanget af tabersyndromet. Følgende hændelse opstod i en af New Yorks førende klubber: Et ungt medlem med få midler begyndte at spille for fem dollars pr. point imod et rimeligt overlegent, rigt, ældre medlem. Heldet fulgte den unge mand, men hans modstander doblede og gendoblede desperat, så efter en times tid havde den unge mand vundet fem hundrede dollars. Taberen insisterede på at starte alle spil på 2, og han nærmest tvang den unge mand til at acceptere. Næste skridt var at vende terningen over på 4, så 8 og helt op til 64. Intet af dette gavnede taberen. Han tabte blot mere, og det samlede tab beløb sig til omkring hundredetusind dollars. Den rige mand, som havde truet og tvunget indsatsen op, selv imod den unge mands stadige protester, sagde nu: "Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle betale dig. Hvis du havde tabt, ville du ikke kunne have betalt mig." Så tilbød han at betale fem tusind dollars. Modstanderen, som stiltiende havde stået model til mandens fornærmelser, og som havde opført aldeles passende hele vejen igennem, svarede nu: "Jeg ved, at jeg ikke ville kunne have betalt hundredtusinde, jeg ville have kunnet betale dig alt, hvad jeg havde tabt. Du blev ved med at doble for at vinde dine tab tilbage, og nu må du betale mig hele det beløb, du har tabt." Vi kan med glæde fortælle, at efter den rige mand var kølet lidt ned, betalte han hele beløbet. Ikke fordi vi billiger spil for sådanne høje indsatser, men vi tror på, at man må betale sin spillegæld.")
I 1970'erne kom også de første computeranalyser af spillet og udviklingen af spillesoftware. Faktisk har Backgammon været en af de største succeshistorier i denne del af den elektroniske verden. Det er lettere at analysere end Skak på adskillige planer, for eksempel fordi det er lineært og ikke todimensionelt, fordi et spil aldrig kan ende uafgjort, og fordi analysen grundlæggende er matematisk. De tidligste, seriøse forsøg på at lave et backgammon-program blev gennemført af en gruppe anført af Hans Berliner, som kulminerede i BKG positionsevaluatoren. I 1980 slog den verdensmesteren Luigi Villa, selv om det er blevet antydet, at dens succes mere skyldtes spillets korte varighed og Villas tydelige uvilje over for at gå så seriøst ind i kampen, som han burde. I 1990'erne skabte Gerald Tesauro TD-gammon, som på et hestehår tabte en kamp imod den tidligere verdensmester Bill Robertie med 40-39. Tesauros anslog, at TD-gammon var betydeligt stærkere end BKG med omkring 0,35 point pr. spil og anslået, aktuelt menneskeligt verdensmesterniveau. Dens styrke skyldtes dens evne til - ved input af brætpositionen kombineret med grundlæggende backgammon-kendskab og et tilfældighedsnetværk - at optræne sig selv med 1,5 millioner spil mod sig selv, hvilket resulterede i spil i verdensklasse.
Frugten af alle disse teknologiske anstrengelser er (a) udbredelsen af let tilgængelige softwareprogrammer, der giver hjemmespilleren mulighed for at forbedre sine færdigheder væsentligt i forhold til vinderne af de tidligste verdensmesterskaber, og (b) den enorme popularitet, som Backgammon har opnået i kasinoer, mesterskaber og private spil online, hvor det rangerer blandt Poker og Blackjack.
Den elektroniske renæssance for international (dvs. angloamerikansk) Backgammon har på ingen måde formindsket populariteten af andre spil i samme familie. Acey-Deucey har stadig tilhængere i Amerika; franskmændene spiller stadig Trictrac, og tyskerne spiller stadig Puffspiel. Og alle, der nogensinde har besøgt det sydvestlige Europa og Mellemøsten, har set den fortsatte popularitet for en lang række nationale varianter med deres egne øjne, såsom Tavli i Grækenland, Moultezim i Tyrkiet og, længere nordpå, Nardic i Rusland. Fra et website for Backgammon-varianter kan du linke til detaljer om Ace-Deo, Ace-Mid Switch, Acey-Deucey, American Acey-Deucey, Backgammon to Lose, Backgammon 1931 Rules, Backgammon 1969 Rules, Backgammon 1970 Rules, Blast Off, Blocking Backgammon, Chasing the Girls, Chouette, Crazy Narde, Domino Backgammon, Doublets, Duplicate Backgammon, Dutch Backgammon, Eureika, European Acey-Deucey, Fayles, Fevga, French Backgammon, Gioul, Grande Trictrac, Grasshopper, Greek Acey-Deucey, Greek Backgammon, Gul Bara, Handicap Matches, Hyper-backgammon, Irish, Jacquet, LongGammon, Mexican Backgammon, Misere Backgammon, Moultezim, Nackgammon, Narde, Never-Finishing Game, Old English Backgammon, Pin Game, Plakoto, Plakoto Express, Poof, Portes, Propositions, Roman Backgammon, Roll-Over, Rosespring Backgammon, Russian Backgammon, Shesh Besh, Snake, Swedish Tables, Tables, Tabula, Takhteh, Tapa, Tavla, Tavli, Tawula, Tourne-case, Trictrac, Turkish Backgammon, Two Rolls versus Choice.
Denne liste er ikke altomfattende hvad angår Backgammon-varianter, idet entusiaster bruger deres fantasi til at udregne endnu snedigere varianter. Nogle af disse kan af og til findes i nyhedsgruppen.
Sportingbet kan desværre ikke acceptere væddemål fra USA. Klik her for yderlig information.
Fortrolighedserklæring | Hjælp
© 2007 Internet Opportunity Entertainment (Sports) Limited and Interactive Sports (C.I.) Limited. All rights reserved
Sportingbet Group - et af verdens største online spilleselskaber.
Sportingbet EU
Advarsel: Spil indbærer en risiko. Ved at spille på denne hjemmeside, er der risiko for at du taber penge. Alt spil er på eget ansvar.
Minimum krav til din browser: FireFox v2 eller IE Explorer v6.0, Flash player 8 og JavaScript slået til.
Alle der opretter en konto SKAL være minimum 18 år.
Bonus